Katte er 81,6% skabt som tigeren/løven - ikke udenpå, men indeni og fysiologisk.
Katten har været holdt og avlet af mennesker i mange tusinde år og stammer oprindeligt fra den afrikanske vildkat. Nogle anser tamkatten som værende en underart af vildkatten, alt imens andre benævner den som en selvstændig art, der ikke naturligt forekommer i naturen.
I dag findes der en lang række fremavlede racer af tamkatten med forskelligt udseende, temperament og adfærd. Trods mangeårig avl har tamkatten (uanset race) dog grundlæggende, naturlige behov lig vildkattens, som skal tilgodeses i fangenskab.
Vilde katte er typisk skumrings- og nataktive og vil normalt om dagen skjule og hvile sig i hule træer, krat, klippehuler o.l., selvom de dog også kan være aktive om dagen. Tamkatte, der har mulighed for at gå udenfor (udekatte), vil som vildkatte være tilbøjelige til at sove det meste af dagen og blive mere aktive, når mørket falder på, hvor de så typisk vil jage. Katte, der holdes permanent indendørs (indekatte), vil ofte i højere grad tilpasse sig hjemmets døgnrytme. Udekatte vil typisk etablere et territorium rundt om deres base (hjemmet), og kerneområdet af territoriet forsvares mod rivaliserende katte.
Katte er udelukkende kødædere og jager gnavere og andre små pattedyr, fugle, padder, små krybdyr og insekter. De er dermed tilpasset en proteinrig føde, mens de dårligt tåler og fordøjer vegetabilsk føde. Foruden proteiner er katte helt afhængige af gennem føden, at indtage aminosyrerne taurin, arginin og carnitin, som bl.a. findes i forskellige typer kød (kvæg, svin, lam, fjerkræ og fisk) foruden kattens naturlige byttedyr.
Da katten er et kødspisende dyr, hvorfor så ikke give den det som den ellers helt naturligt ville finde og spise i naturen?